Her er andet afsnit af “ I have sailed many seas and seen many oceans, eller” . For første afsnit klik her

Lejligheden i det 19. arr.

Vibe Check

Sange: Doja Cat, Paint The Town Red - SZA, Kill Bill - Sofia Isella, Everybody Supports Women - Dahlin, Boycut.

Film : Unfaithful 2002 ( Det er ikke en thriller selvom google siger det)

kk

k

Jeg skulle af sted til Paris som udvekslingsstuderende på Sorbonne. Midt i august havde jeg stadigvæk ikke fundet et sted at bo, og så vidt jeg vidste startede Sorbonne den 7. september. Jeg havde derfor, i sidste øjeblik, lejet en lejlighed af en dreng gennem en facebook-gruppe. Det er altid lidt risikabelt at gøre det, for der er ingen sikkerhed eller tredje instans til at sikre ens rettigheder. Men lejligheden så ok ud, og jeg havde fået at vide, at den lå i den 10. arrondissement, som var mit yndlingskvarter i Paris. Så selvom lejligheden så lidt tomt ud, tænkte jeg, at det hele nok skulle gå.

Efter min ankomst til CDG begyndte min google maps rute hen til lejligheden. Desto tættere jeg kom på adressen, desto længere kom jeg ind i Paris, men også samtidig ud ad byen. For mig er der ikke noget sted i Paris, som er decideret utrygt eller nogen steder som jeg synes er rigtig farlige. Men der var alligevel noget over de veje jeg gik på, efter jeg var stået på min sidste metro. Jeg kendte ikke området på forhånd, men kunne konstatere, at bygningerne ikke lignede det klassiske Paris.

Det var først meget senere, da det gik op for mig, at min nye metrostation var La Chapelle, at jeg forstod, at jeg havde lejet i en lejlighed midt i den 19. arrondissement. Et område, der på ingen måde lignede noget andet, jeg havde set i Paris før eller var bekendt med. Jeg vidste ikke, hvornår jeg ville finde en lejlighed, så jeg kunne flytte mine møbler og andre ting til Paris. Jeg havde derfor pakket to kuffert for at kunne klare mig på ubestemt tid, og kunne skifte fra sommertøj til efterårstøj. Efter jeg havde bakset mine kufferter op på 5. sal i 32 grader, var jeg totalt smadret og fuldkommen gennemblødt af sved. Jeg begyndte at kigge efter nøglen ud fra de instruktioner min udlejer havde sendt til mig tidligere. Men der var ingen nøgle at finde. Som i slet ingen nøgle!

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. At jeg var blevet snydt, var en ting. Og, at jeg nu måtte finde et andet sted at sove, var en anden ting - alt det var der løsninger på. Det store problem var, at det simpelthen ikke ville være fysisk muligt for mig at bære mine kufferter ned igen. I desperation og arrigskab åbnede jeg min computer for at sende min udlejer en besked. Det kunne godt være, at jeg nu var blevet snydt, men de skulle ikke slippe afsted med det, uden i det mindste at mærke, hvordan det er ”to let a person down”. Da jeg åbnede min facebook, så jeg, at der var en ulæst besked. Beskeden var fra min udlejer, der skrev, at han havde ændret stedet til nøglen, fordi den første placering havde været for usikker, og havde samtidig vedhæftet et billede af, hvor nøglen nu lå. Jeg rejste mig og gik hen til det lille sikringsskab på gangen, hvor der ganske rigtigt hang en nøgle til lejligheden.

Efter jeg havde fået mine ting på plads, var det næste og sidste skridt, at jeg ville købe en pizza. En fransk junk-vegetar-pizza med sauce algérienne og kaffe samt havremælk til den næste dag. Det lykkedes mig ikke at finde en pizza, og det Monoprix, jeg fandt, var det mest sørgelige nedslidte Monoprix, jeg nogensinde havde set. Jeg tænkte, hvis det her er Monoprix-standarten her, og man ikke engang kan få en dårlig pizza, hvor er det så lige jeg er havnet?

Lejligheden kom til at danne rammen for mine første 3 uger, og dermed også for den første introduktionsuge på Sorbonne, inden Sorbonne rigtig startede. I lejlighedens køkken var der en pande, en gryde og en French press. Efter 2 dage faldt spejlet ned fra væggen på badeværelset. Der var ingen skraldespand eller viskestykker for den sags skyld. Men der var et stort skab til mit tøj, rene håndklæder og hvidt sengetøj og en meget stor seng samt store grå mørklægningsgardiner og et kæmpe stillads lige uden for begge vinduer. Lejligheden havde to lamper og verdens mindste bruseniche. Men det gik alt sammen alligevel. Jeg brugte den første uge på at ligge ned og tage meget lange, kolde bade. Den første uge var der mellem 38 og 40 grader hver dag.

kkk

Min krop var lemlæstet efter at have båret på alt for tunge kufferter i for lang tid. En enkelt gang prøvede jeg at tage i biografen for at være et sted med aircondition. Det lykkedes, på trods af, at jeg var 30 minutter forsinket, da filmen selv var 45 minutter forsinket. Enten fordi jeg var for træt eller for overvældet blev området i det 19. og jeg er aldrig helt venner. Jeg spiste primært kikærter, tomater, humus og brød, imens jeg forsøgte at lave drikkelig ”presse-kaffe”, og vænne mig til, hvad der føltes som et meget aggressivt induktionsblus. Selvom jeg tydeligt husker min frustration over ikke at kunne gå ud og lave noget i Paris og mærke den franske stemning (på grund af udmattelse og varmen), så var der alligevel noget særligt ved at være sommerbrun, tage kolde bade, bo i håndklæder og se film med alle gardiner trukket for - her uden dørslag men med fancy håndsæbe (Aesop).

På den måde kan én lille ting opveje mange problemer, ligesom jeg er overbevist om, at mine mini-skincare-prøver fra Lancôme og kombinationen af overdådig varme og en parfume også tilføjede noget magisk til hele setuppet. Jeg kom ud til sidst, min krop fik kræfterne tilbage og så indtrådte der en total lykkefølelse den aften jeg for første gang skulle vælge kunsthistoriske kurser på Sorbonne. Nogle gange er det bedste det mest simple.

Til sidst et ægte throwback til 40-grader-lejligheden med mørklægningsgardiner :