Dette er er trejde afsnit af “ I have sailed many seas and seen many oceans, eller” . Klik her for første afsnit af serien.

Lejeligheden i det 12. arr.

Vibe Check

Sange: eee gee, promise to pick up the phone - Conan Gray, Never Ending Song - Olivia Rodrigo, vampire – Lasse Dein, Så ved man, hvad man får.

Film: Elementært 2023

Min første uge på Sorbonne var lige overstået, hvor jeg boede i den 3. arrondissement, og jeg så nu frem til skulle holde et oplæg om Jacques-Louis David på fransk foran mit hold den efterfølgende uge. Det vender vi tilbage til. Med hjælp fra min mor (igen) havde jeg, jeg skriver jeg, men det var nok mere et ’vi’, fundet en mere langvarig løsning på mit boligproblem. En løsning der omfattede 1,5 måned. Så der var meget på spil for mig med denne bolig. Efter mange nederlag var jeg bange for, at det nye sted enten ikke viste sig at være godt eller noget gik helt galt. Lejligheden havde vi fundet på Airbnb. Den så semi-okay ud på billederne, men der kunne stadigvæk vente ubehagelige overraskelser. Kl. 18.00 steg jeg ind i en Uber i det 3. arr. for at ’flytte’ hen til den 12. arrondissement. Uberen forlod langsomt kernen i Paris, og kørte dernæst tværs igennem til Paris for at ende op ved noget, der mest af alt lignede en plads eller en rundkørsel. Da jeg steg ud foran mit nye sted, kunne, kunne jeg se, at det var en gigantisk bygning med mindst 12 etager.

Jeg fulgte de instrukser, jeg havde fået tidligere på dagen fra det bureau, som stod for udlejningen af Airbnb-lejligheden. Jeg kom ind til en foyer og 2 elevatorer, hvilket var heldigt for min lejlighed lå på 6. sal. Da jeg trådte ud af elevatoren, kunne jeg ikke finde den rigtige dør. Jeg prøvede at kigge på billederne, som jeg havde fået tilsendt. Jeg havde tidligere samme uge været forbi bureauets kontor for at hente nøglerne, så jeg vidste, at det var et bureau, som var legit. Så helt galt kunne det vel ikke gå.

Der var bare det, at lejligheder i bygninger i Paris ikke har numre. Efter at have prøvet den samme lås 5 gange, og døren til lejligheden ved siden af uden held, begyndte jeg at overveje, om jeg mon befandt mig på den rigtige etage. Men nej, den var god nok, det stod 6. etage i beskeden fra bureauet. På deres billeder lignede det, at man skulle dreje til højre, når man kom ud af elevatoren. Måske havde jeg bare drejet til den forkerte side? Jeg besluttede derfor for at prøve alle dørene igennem systematisk, og startede fra venstre. Men ingen af dørene virkede, så jeg gik tilbage til den første dør igen, dan den virkede som den mest sandsynlige dør. Imens jeg desperat forsøgte at dreje nøglen, tænkte jeg: Det kan jo ikke passe det her. Det er jo den rigtige dør. Nøglen må passe”. Så jeg blev ved. Jeg vil lige tilføje her, at Parisiske lejlighedsdøre virkelig kan være tricky. Og at jeg, mange gange før, ikke har kunne åbne en dør, selvom nøglen faktisk har passet. Midt i mit tredje forsøg blev døren til nabolejligheden åbnet.

En mand på cirka min alder, måske lidt ældre, stak hoved ud og spurgte til, hvad jeg lavede. Jeg forklarede, at jeg havde lejet en Airbnb-lejligheden, men at nøglen ikke ville virke. Han skævede til mine to meget store kufferter, der stod foran elevatoren, og derefter tilbage på mig med et smule bekymret blik, hvorefter han spurgte, om jeg var her alene. Det måtte jeg jo sige, at jeg var. Han spurgte, om jeg havde et nummer på dem, jeg havde lejet lejligheden af. Det havde jeg. Han tog min telefon og ringede nummeret op. Intet skete. Den gik bare på telefonsvarer. Han prøvede igen. Imens så jeg, at der i venstre hjørne på hans t-shirt var indgraveret et ord. Der stod ”Police”. Efter tredje forsøg rakte han mig min telefon og sagde, at han troede, at jeg var blevet snydt. Han sagde, at det ikke var okay, men at det desværre sker hele tiden i Paris. Han foreslog, at jeg kunne anmelde det, men tilføjede: ”I forhold til at skulle have en lejlighed her til aften, skal du nok regne med at finde en anden løsning. Og fortsatte: "Kender du nogen i Paris?" "Har du en ven eller en veninde, du kan tage hen og sove hos?” imens han fortsat kiggede på min kufferter. Jeg sagde, at jeg kendte nogen, og at det nok skulle gå, og pegede opløftende på elevatoren.

Det havde været værre, hvis der havde været trapper. Men nu var der jo en elevator, og så kunne jeg altid ringe efter en Uber bagefter. At komme rundt og hen til et hotel, skulle jeg nok kunne klare alene. Jeg ved ikke, om det var fordi han fortsat nærede mistro til min en-mands-løsnings, eller hvad det var, men vi forsøgte yderligere at ringe 3 gange. Igen uden held. Også til det nummer, som jeg havde fået oplyst, at man kunne ringe til udenfor normale åbningstider, hvis der var et problem. Det var efter, at det nummer også var gået på telefonsvarer, at politimanden endeligt erklærede, at dette måtte være en scam. Jeg kiggede på billedet en sidste gang for at være helt sikker på, at jeg havde set rigtigt, og så så ud af min øjenkrog en lås, der 1:1 lignede den på billedet. Jeg gik hen og satte nøglen i, og 2 sekunder efter lød der ganske rigtigt en kliklyd, og døren gik op uden problemer. Jeg trådte ind lejligheden, som var lys og moderne. Meget bedre end på billederne. Jeg kunne ikke tro det. Jeg vendte mig om og takkede politimanden for hans hjælp og skyndte mig bagefter ind. Her var rent, der var en espresso maskine og en ovn. Et ægte køkken. På badeværelset var der er kæmpe bruser og et af de der fancy spejle, der er runde, og hvor man kan skifte lyset inde i spejlet.

Derudover var der et kæmpe skab, hvor jeg kunne hænge mit tøj op og stille mine kufferter ind. Sengen var en sovesofa. Madrassen var okay og det var dynen også. Dog må der være sket noget med sovesofaen engang, for, når man lå ned, var det som at sove med hoved nedad. Tiden i den her lejlighed blev en blandet landhandel. Fra et frygtindgydende oplæg på fransk om Jacques-Louis David, som jeg helst vil glemme til evig tid, til en oktober måned, hvor sommer aldrig blev til efterår – samtidig med to omgange influenza med totalt tab af stemme og nyt bekendtskab med franske Strepsils med lokalbedøvelse. For ikke at glemme en ekstrem mængde metrokørsel i jagten efter at finde en betalelig bolig med ubegrænset leje, inden tiden for Airbnb-lejligheden løb ud. Selve lejligheden i det 12. arr. var dog all-in-all en lettelse med nemme supermarkeder at navigere i. Så trods manglende viskestykker og skåle i lejligheden var det 12. arrondissement også et af de mest hårde. Jeg fandt godt nok et fransk fitnesscenter, så jeg kunne løbe igen og et sted at vaske tøj.

Men kombinationen af boligpres, ikke at have flere penge tilbage, blive lagt ned med influenza to gange på 1,5 måned, en konstant varmer som aldrig gik væk, at skulle organisere at se på lejligheder og nå til al undervisning, og sidst skrækken der stadigvæk sad tilbage i mig fra mit oplæg om David, gjorde det 12. arr. til en hård kamp. David-oplægget blev så katastrofalt, fordi jeg slet ikke forstod kursets indhold eller det som underviserens ønskede. Kursus hed Art Contemporain (samtidskunst), og jeg så frem til at lære noget om fransk samtidskunst, men ifølge min underviser – forestil dig Vernon i top-til-tå jakkesæt, men flink – startede samtidskunsten altså med Jacques-Louis David og nyklassicismen - altså i midten af 1700-tallet, og med Napoleon som motiv.

David er en hyldet kunstner, særligt af franskmænd, fordi de anser ham som den første politiske maler (meget fransk fortolkning og tilgang til dette emne). Uanset hvor vigtigt en kunstner han måtte være for fransk selvforståelse, kendte jeg ikke til ham og hvad aldrig lavet en analyse af det, der for mig, var ældre kunsthistorie. Jeg indrømmer, at det muligvis er mig, der har nogle huller, når det kommer til fransk kunsthistorie før impressionismen. Uanset, så kunne jeg ikke bruge min viden om samtidskunst som hjælp. For mig var det at skulle lave og holde et oplæg om David som at tro, at man skal lave en jordbærtærte, men i stedet skal man lave lasagne på portugisisk.